Nyheder


Opgaven Ringsted–Femern Banen fik vi af M. J. Eriksson for en del år siden. I år var det strækningen fra Ringsted til Næstved, der skulle løses. Projektet ”eksploderede” her i foråret, netop som påsken stod for døren. Opgaven lød på hele 100.000 tons jord og materialer, der skulle køres, men sådan gik det ikke. Som projektet skred frem, voksede kørslen og da det sidste læs var kørt, havde vi haft over 14.000 ture. I alt blev det til 550.000 tons, der skulle transporteres. I spærretiden har vi nogle dage stillet med over 100 lastbiler til projektet også lørdage og på helligdage. I gennemsnit var der 60 lastbiler i gang under hele opgaven.

Da mængden af bortkørt jord og leverede materialer blev femdoblet, i forhold til den oprindelige plan, stod vores samarbejde med M. J. Eriksson, grusgravene og vognmændene sin prøve. Alting klappede, så en stor tak til alle jer, der fik tingene til at rulle.


Dejligt med trofaste kunder

Aftalen med AV Miljø kom hurtigt tilbage

Efter at have kørt for AV Miljø gennem flere år, mistede vi aftalen. Så glæden var stor, da den kort tid efter kom tilbage. Vi kører med to til seks lastbiler hver dag med affald fra Selinevej og Avedøre Holme til Vest- og Amagerforbrændingen. Det er volumetrailere på hele 73 m3, der tager det brandbare affald med på den sidste rejse.

Lufthavnen i København er landet hos os igen

Vi har fornyet aftalen med Brødrene Hedegaard. Aftalen dækker alle vedligeholdelses- og mindre anlægsopgaver i lufthavnen. Den nye kontrakt løber de kommende fem år, og med option på yderligere et år. Kontrakten gælder også for materiale- og jordleverancer. Vi har kørt for Brdr. Hedegaard siden 2008 i Københavns Lufthavn.

ARGO valgte os igen

Vi har igen vundet udbuddet på ARGOs 8 genbrugspladser og har derved vundet kontrakten for 4+1 år. Det har været vigtigt at fastholde vores kontrakt på denne kunde, som vi har haft et langt og godt samarbejde med. Det betyder også, at vi har vognmænd som nu kan planlægge deres samarbejde med os for de kommende 5 år.





Vi kører materialerne til den nye Ringvej 3 i Aarhus

Vi har netop fået opgaven fra vores gode samarbejdspartner M.J. Eriksson, hvor der skal til- og frakøres cirka 400.000 tons materialer. Lastbilerne ruller allerede, og der skal køres rigtig mange læs. Vejen bliver på 12 km og skal løbe fra Torshøjvej i vest til Beder Landevej i øst. Sammen med den jyske motorvej og Djurslandmotorvejen vil vejen danne en Ring 3 rundt om Aarhus. Vejen skal sikre en bedre fremkommelighed i den sydlige del af Aarhus Kommune. I slutningen af 2022 vil de første last- og personbiler kunne tage turen på den nye ringvej.

Et skulderklap

DSV Transport A/S er blevet udpeget som Eliteleverandør til det offentlige 2020. Det betyder, at vi er blandt de virksomheder, som det offentlige har handlet mest hos (i vores kategori). Faktisk blev vi placeret som en fornem nr. 2 – hele 43 % foran nærmeste forfølger. Vi er glade for og stolte over, at det offentlige Danmark har udvist os den tillid, det er at udføre opgaver for os alle her i landet.

Nu er det rigtig blevet sommer

Store opgaver har holdt hjulene i gang hos os og vores trofaste vognmænd og chauffører gennem det coronaprægede forår. Tak til alle der har ydet en ekstra indsats og fået enderne til at nå hinanden, selvom vi måtte arbejde hjemmefra på skift. Herfra ønsker jeg dig og din familie en dejlig sommer og med ønsket om at du vil nyde den.

Pas nu godt på hinanden.

Mange hilsner

Lars Kristoffersen