Historien om Abildskou

Tre generationer på hjul


Vi skal helt tilbage til 1934, hvor Henry Abildskou etablerede Silkeborg Motor Co. Familien havde også interesser i teglværksbranchen på den tid, så det var en driftig familie. I 1950 blev Henry Abildskou medejer af Dansk Automobil Byggeri, sikkert mere kendt som DAB, og den virksomhed blev førende i opbygning af kvalitetsbusser i Danmark.

Anden generation, Jens Erik Abildskou, havde - ikke så underligt - interesse for busser, da han var opvokset i en familie, der netop producerede busser. Efter endt handelsskole og militærtjeneste, gik turen til Leyland Motors i England. Da DAB fabrikken i Silkeborg netop samarbejdede med Leyland, så var det jo nærliggende. Ud over at arbejde med salg af busser og lastbiler, så kunne Jens Erik ikke holde sig fra selv at køre bus i England.

Efter godt tre år i England, vendte Jens Erik hjem til Danmark, hvor jobbet nu var at sælge DAB busser. Det blev med en del rejseaktivitet, og da Leyland manglede en sælger i Melbourne, så gik turen til Australien. Her blev der også kørt bus, og nogle ruter var med afstande på over tusind kilometer.

Det blev til to år på den anden side af jorden, hvorefter Jens Erik kom tilbage til Silkeborg og DAB fabrikken. Det var nu ikke rigtigt sagen - et var at bygge busser, noget andet var at køre dem.

Det blev opsnappet, at en buslinje var til salg, og den 10. oktober 1960, erhvervede Jens Erik ruten Aarhus-Slet-Tranbjerg. Det blev starten på et stort busselskab. De følgende år kom der løbende nye linjer til, inden den nye forretningsmodel kom til i 1983. En direkte rute fra Aarhus til København så dagens lys. Det var ikke uden sværdslag at den rute kom i luften, da der fra DSB’s side lå et politisk pres for at undgå konkurrence. Ikke uden grund, for efter 12 måneders kørsel på ruten, havde der været 60.000 passagerer med busserne.

I 1997 kunne passagerne vælge mellem tre busruter, mellem Danmarks to største byer. Over Storebælt, Ebeltoft-Odden, eller med Cat-Link. Storebæltsbroen gav nye muligheder, og ny konkurrence. De nye hurtigfærger på Molslinjen blev også en ny mulighed, i konkurrence med Storebæltsbroen og DSB.

Tredje generation tog over

Det lå ikke lige i kortene at sønnen Jess Abildskou skulle tage over, da han havde et godt job hos Aarhus Flydedok. Men da flydedokken gik fallit i 1999, og det ikke var til at få et tilsvarende job i Aarhus, så var der ikke langt fra tanke til handling. Efter at være med i firmaet i nogle måneder, så blev firmaets ejerstruktur ændret, og Jess skulle vende udviklingen for firmaet. Der kom da også mange nye tiltag, og det betød også investering i lastbiler. I dag råder firmaet over 23 store luksusbusser, 38 minibusser og 9 lastbiler. Jess ser muligheder i fremtiden, ved at sprede forretningen, samtidig med at den traditionsrige virksomhed holder fokus på høj service og arbejdsmoral.