Nyheder

Sæt kryds i kalenderen

Den 18. april glæder vi os til at se dig til det store årlige vognmandsmøde. Klokken 8.00 er vi klar til at byde dig velkommen i Roskilde Kongrescenter, Møllehusvej 15, Roskilde.

Fra kl. 8.00 til 8.30 er der morgenmad. Fra kl. 8.30 til 12.00 vil du få nyttige informationer om fremtidige projekter. Der kommer nyt fra transportbranchen, og vi har indlæg fra indbudte gæster. Kl. 12.00 byder vi på frokost på Gammel Marbjergvej 17, Roskilde. Her vil du også have god tid til at møde dine kollegaer, få en lastbilsnak med sælgerne og hilse på andre leverandører inden for transportbranchen.

DSV Transport og Abildskou i nyt samarbejde

I Aarhus har vi frem til 1. februar kørt med seks lastbiler og indsamlet renovationsaffald for Aarhus Kommune med specialbyggede kubelastbiler.

Lastbilerne er bygget til opgaven i Aarhus, og der er hentet inspiration fra Holland, som er førende på det område. Da vi vandt kontrakten, besluttede vi at investere i komprimatorlastbilerne og selv stå for kørslen. Da vi fik henvendelse fra Abildskou om, at de gerne ville overtage kørslen med vores 6 lastbiler, indledte vi drøftelser, der endte med en aftale om, at de overtog de 6 lastbiler og de tilknyttede chauffører. Vi er fortsat kontraktholder og står for det administrative og dermed fortsat leverandør til Aarhus Kommune. Det er alene vognmandsdelen vi har solgt fra. Du kender sikkert Abildskou som et seriøst busfirma, men virksomheden er også i dag beskæftiget med tre trailertrækkere. Firmaet er solidt og har et godt renomme, så vi er trygge ved det nye samarbejde i Aarhus.

Kreativiteten blomstrer i Munke Bjergby Grusgrav

I sommeren 2017 overtog vi produktionen i grusgraven Munke Bjergby. Området var i halvtredserne blevet gennemtrevlet for store sten, der blev knust til skærver og benyttet til jernbaneanlæg.

Området er siden vokset til med træer, som giver udfordringer, når der skal udtages materialer. Ligeledes er grus, sand og ler blevet godt rodet sammen, da der blev gravet efter sten. Men når det er svært, kommer kreativiteten i brug. Vores markmand Johan Bukholt fortæller, at da området har været dækket af store træer, vil der være trævler fra træernes rødder i det sand og grus vi udgraver i øverste lag. Vi er lykkes med at sælge tonsvis af det materiale til etablering af cykelstier.

Tag en tur med ned i grusgraven. Se videoen her.

Vi har også succes med at levere harpet sand mikset op med ler. Når det er lagt ud, og der skal graves fundamentrender, så skrider det ikke sammen. Renderne står knivskarpt, siger Johan. Et andet produkt vi leverer, er et miks af grus, sand og småsten, som er ideelt til dræn langs veje. Ellers leverer grusgraven de traditionelle produkter som bundsikring DS401, ærte- og nøddesten, sand og grus. Fremtiden er sikret mange år frem i grusgraven, og store arealer ligger klar til at blive udgravet.

Når et område er udtømt, vil det blive genskabt til spændende natur med små søer og vild beplantning.