Nyheder

Her i efteråret har vi kørt test af vores nyudviklede chauffør-app, der skal effektivisere hverdagen.

I december har vi afholdt fem kurser, hvor 90 chauffører har deltaget. Målet er, at ved årsskiftet kører 60 lastbiler, hvor chaufføren har den nye funktion tilgængelig i førerhuset. Alle lastbiler, der kører entreprenørkørsel, skulle gerne benytte appen, når vi rammer første februar. Resten af vores produktion skal være koblet op, når vi forlader april.

Vi har etableret en indkøbsaftale for tablets og tilbehør til montering i førerhuset. Vi glæder os til, at alle chauffører er ”med på holdet”. Har du spørgsmål, så kontakt Lars Dich-Johansen på mail ldj(at)dsvtransport.dk eller tlf. 4064 6807

Velkommen til vores nye teamleder

Det er med glæde, at vi kan byde vores nye kollega Kenth Hvilsom velkommen. Kenth skal have en teamlederrolle ved E-bordet, hvor han i starten vil bruge sin energi på at lære vores systemer og vognmænd at kende. Kenth har en lang erfaring som disponent og leder inden for kørselsplanlægning. Senest som sektionschef ved GSV materieludlejning.

Tag godt imod Kenth!

Skibe fyldt med træflis skal losses

På Kongekajen i Helsingør lægger der skib efter skib til kaj lastet med træflis, der skal køres til det nye kraftvarmeværk i byen.

Bare her i december har fire skibe lagt til kaj, og det sidste skib rummer hele 135 lastbillæs. Fire – fem lastbiler ruller fra klokken syv om morgenen til sidst på dagen i pendulfart mellem skibet og kraftvarmeværket. Lastbilerne kan rumme 73 m3 træflis, som svarer til ca. 20 tons flis på akslerne.

Faxe Kalk - En trofast kunde

Vi er stolte af, at Faxe Kalk igen har fornyet deres kørselsaftale med os. Den nye aftale løber frem til 31. december 2021. Kørslen er fra kalkbruddet til havnen i Faxe, hvor kalken bliver fragtet ud fra.

Erling fik en hel bro på blokvognen

Da den nye cyklistbro over Folehaven skulle på plads lørdag nat den 14. december, stillede vi med den store blokvogn med Erling bag rattet.

To kæmpekraner løftede broen på plads, så den kunne monteres. Når stålbroen står færdig til foråret, bliver den en ny indgang til København for de cyklister, der kommer til byen fra syd. Københavnerne kan se frem til en dobbeltrettet cykelsti og en fodgængersti, der ligger mellem Vigerslevvej og Sønderkær.

Så er julen lige om hjørnet

Vi ønsker dig og din familie en hyggelig jul og et spændende 2020. Tak for året der snart er gået, og med ønsker om et forsat godt samarbejde i det nye år.

Kør forsigtigt, vi kan ikke undvære dig.