1. juni kunne jeg fejre mit 10 års jubilæum her i DSV Transport a/s, og i den anledning er jeg blevet bedt om
at lave et kort indlæg omkring min vej hertil. Jeg synes selv mit liv har udformet sig på en særdeles rig og
spændende måde, skønt der også har været en del bump og store udfordringer undervejs, så undskyld,
men kort kan det ikke gøres.

Som femårig bragte jeg en aften en madpakke om til min far i hans grusgrav, men kom uheldigvis for tæt på
en grustriør, hvorved min højre arm næsten blev revet af. Efter indlæggelse i 3 måneder, på ryggen med
armen bundet til en skråpude, kunne jeg udskrives med armen i behold, men stort set uden at kunne
bevæge den. Genoptræning på et nonnehospital var ikke noget for mig, så i stedet blev jeg på min 7 års
fødselsdag ”ansat” som landbrugsmedhjælper på naboens lille gård, hvor jeg arbejdede hver morgen og
igen efter skoletid, for at genoptræne min arm. Så næste år kan jeg fejre 60 års jubilæum på
arbejdsmarkedet.

Da jeg var blevet konfirmeret måtte jeg atter komme i grusgravene, hvor jeg meget tidligt fik lov at køre
med de forskellige maskiner og i lovens forstand også alt for tidligt begyndte at køre lastvogn.
Mine forældre overbeviste mig om at jeg grundet mit handicap skulle gennemføre en længerevarende
uddannelse, da de og lægerne var meget bekymrede for hvordan jeg skulle klare mig fysiks med min arm,
som jo dengang som i dag stort set hverken kan bøjes eller strækkes. Januar 1980 bestod jeg den
afsluttende eksamen som akademiingeniør anlæg, men undervejs i studierne havde jeg i ferier og
weekends kørt ved forskellige vognmænd, som fx Dansk Auto Logik a/s med nye biler og for vognmanden
med øgenavnet ”Laser og Pjalter”, hvor jeg bl.a. 2 gange mellem jul og nytår var helt oppe i Luleå med
foderpiller fra tørret roeaffald.

Et nyt bump på min vej indtraf en sommerdag 23 år gammel, da jeg på motorcykel, ifølge politiet kørte
med 160 km/t, ramlede frontalt sammen med en Kadett, som på en mindre vej grundet uopmærksomhed
var kommet over i min vejbane. Jeg slap heldigt med kun at miste mit venstre ben lige under knæet. Dette
nye handicap plus det med armen gjorde at jeg lige siden har været berettiget til fuld invaliderente, som
det hed dengang, men har dog heldigvis aldrig haft behov for at hæve en eneste krone.

Som nyuddannet ingeniør blev jeg ansat i Pihl & Søn ved en stor havneudvidelse i Hirtshals, og dette
arbejde bl.a. med etablering af moler bestående af granitblokke på op til 10-12 ton, var efterfølgende i
mange år det jeg mest beskæftigede mig med i entreprenørbranchen. Efter knap 2 års ansættelse i Pihl
valgte jeg at komme ”hjem” for at arbejde sammen med min far, som på Fyn drev flere grusgrave,
vognmandsforretning samt et kørselskontor. Dette samarbejde gik slet ikke, og jeg blev i stedet ansat i H
Hoffmann & Sønner, hvor jeg som projektleder arbejdede i 15 år.

Tiden i HHS gav mig mange spændende oplevelser med udstationeringer så eksotiske steder som fx Sri
Lanka, men også mindre eksotiske steder som Grønland, Færøerne og Tyskland. Men det mest spændende
og ansvarsfulde job fik jeg dog ved Stenkon, et JV mellem Per Aarsleff og HHS, hvor jeg som Production
Manager stod for opførelsen af den kunstige ø Peberholm.

Jeg ville gerne holde op med al det udstationering og da Superfos søgte en regionschef til Fyn slog jeg til og
fik ansvaret for deres fynske grusgrave, søplads og vognmandsforretning Anton Nielsen og Søn. Fotoet er
fra en artikel i Fyns Stiftstidende juni 1997, hvor jeg tiltrådte. Superfos blev opkøbt af NCC, men det hele

fortsatte som før, og jeg var egentlig meget glad for mit arbejde. Fra helt lille havde jeg dog drømt om at
blive selvstændig, mest ved at overtage min fars firma, men det kunne vi jo på ingen måde enedes om.
Tanken og lysten ville ikke gå væk, så jeg opsagde mit job og tænkte meget på noget med grusgrave.
Imidlertid gav NCC mig det tilbud at jeg kunne give et bud på overtagelse af vognmandsforretningen. Og
historien kort, så stod jeg som nybagt ejer af en vognmandsforretning med godt 30 vogne, eget værksted
og kørselskontor november 2000.

Jeg kendte jo forretningen på forhånd, og det gik da også rigtig godt både økonomisk og med at genudvikle
forretning til ”almindelig” vognmandsforretning bort fra det hovedsagelige interne kørsel vi havde før.
Altså asfalt, grus, containere, kraner, betonvare og maskintransport med 30 egne og op til 40 indlejede
vogne.

Foråret 2008 bragte mig ikke noget godt. Finanskrisen, som vi alle kan huske, kom, men allerværst så gik
min hustru og samlever gennem 30 år pludselig bort – eller i forvejen, som jeg plejer at sige. Og det gjorde
ondt.

Jeg holdt ikke op med at passe mit job som ejerleder og direktør, men jeg manglede pludselig mening og
især gnist. I vognmandsbranchen er det marginalerne som tæller, og det begyndte at gå den forkerte vej,
hvorfor jeg i juni 2012, medens jeg stadigvæk selv bestemte, valgte at sælge det væsentligste af
forretningen til DSV Transport repræsenteret ved Morten Christensen og Lars Kristoffersen.

En delaftale var at jeg blev ansat som salgschef med ansvaret syd for Horsens og vest for Storebælt. Det var
egentlig ikke det jeg ønskede for resten af min karriere, og besluttede da også at mine moralske
forpligtigelser ville være slut efter 3 år, og så ville jeg tilbage til entreprenørbranchen.

I al ubeskedenhed har jeg da også undervejs fået en del gode tilbud om ansættelse i større
entreprenørfirmaer, men som det her indlæg handler om, nemlig mit 10 års jubilæum, så er jeg jo
stadigvæk i DSV Transport, og jeg er fortsat godt tilpas og fuldt tilfreds.
Hvis der stadigvæk er læsere vil jeg slutte med en hjemmegjort sætning:

– Vi må videre, og husk, det er ej målet, men vejen, som gør livet spændende.